Procesbevillingsnævnet

Da jeg også tabte sagen i Landsretten, til trods for, at syns- og skønsmanden ikke havde dokumenteret sin konklusion, besluttede jeg, at forsøge at anke til Højesteret.

Jeg følte mig svinsk behandlet af Landsretten, der havde indledt sagen med, at sprænge den til atomer og de facto tvunget mig til at droppe de 2 af delsagerne.

Jeg følte heller ikke, at min egen advokat havde gjort sit job ordentligt, da han overhovedet ikke havde stillet de aftalte og temmelig afgørende spørgsmål til syns- og skønsmanden.

Jeg var fuldstændig overbevist om, at varmepumpen var underdimensioneret.

 

Da jeg var i tidnød, sendte jeg en kort ansøgning til Procesbevillingsnævnet og anførte, at jeg ville sende begrundelsen senere.

Til min store overraskelse, fik jeg besked tilbage fra Procesbevillingsnævnet, at de uredigeret havde sendt min ansøgning videre til modpartens advokat.

Jeg snakkede med en jurist hos Procesbevillingsnævnet, der kunne fortælle mig, at det var helt normal procedure og at modparten jo alligevel ville kunne få adgang til min ansøgning via ansøgning om aktindsigt. Derfor sendte Procesbevillingsnævnet altid al korrespondance videre til modparten.

Og jeg kunne lige så godt selv sende min begrundelse videre til modpartens advokat når jeg havde den færdig, for ellers ville Procesbevillingsnævnet gøre det.

HJÆÆÆÆLP – hvad er det for en procedure.

For overhovedet at have håb om, at få tredjeinstansbevilling skal jeg fremlægge ALLE mine argumenter skriftligt til Procesbevillingsnævnet, som herefter sender alle mine argumenter uredigeret videre til modpartens advokater, så de i ro og mag kan forberede sagens gang.

Altså kunne jeg på ingen måde håbe på, at overraske modparten lidt under selve sagens behandling i Højesteret.

Min argumentation indeholdt udførlige beviser på, at syns- og skønsmanden i skønt samarbejde med modparten havde begået særdeles groft bedrageri.

 

Det stillede mig i en meget prekær situation – skulle jeg tilbageholde information, som jeg ikke ønskede faldt modparten i hænde i utide og hvad hvis lige nøjagtig denne information var afgørende for, om der blev givet tredjeinstansbevilling.

Jeg var ellers helt overbevist om, at en ansøgning om tredjeinstansbevilling var en privat sag mellem mig og Procesbevillingsnævnet.

Først når og hvis jeg fik tredjeinstansbevilling skulle modparten informeres og så skulle der selvfølgelig laves et anklageskrift. Men det behøvede jo ikke indeholde alle mine argumenter.

Mens jeg lavede ansøgningen om tredjeinstansbevilling gik det efterhånden op for mig, hvordan syns- og skønsmanden og modparten havde skruet sagen sammen og ikke før midt i januar gik det endeligt op for mig, at der var tale om rent bedrageri.
Jeg var faktisk helt færdig med at skrive selve ansøgningen om tredjeinstansbevilling inden 10-øren faldt.

Derfor lavede jeg et appendiks til ansøgningen, hvor jeg beskrev bedrageriet.

Jeg sendte begge dokumenter til Procesbevillingsnævnet og bad dem indtrængende om IKKE at sende disse videre til modparten, da jeg havde til sinds, at anmelde dem til politiet for bedrageri.
Og så skulle de jo helst ikke kunne nå at forberede sig på dette.

Jeg fik aldrig svar fra Procesbevillingsnævnet om de havde videresendt dokumenterne.

Men efter nogle måneder fik jeg afslag på tredjeinstansbevilling med den meget korte begrundelse, at Procesbevillingsnævnet ikke kunne se noget principielt i sagen.

 

Afgørelsen kunne ikke ankes